Else Høbye: Pop-op kort, 14. juli – 16. aug.

Et almindeligt, hvidt stykke papir er udgangspunktet for Else Høbyes tredimensionelle kort.

Hun skærer og folder geometriske figurer og mønstre med lys og skygge.
Uden brug af lim, uden at fjerne eller tilføje noget.

Alle figurerne kan foldes sammen og sendes med posten. Magien opstår, når modtageren åbner kortet, og figuren træder frem.

Teknikken kaldes origami-arkitektur og tilskrives den japanske arkitekt Masahiro Chantani, der skar og foldede kendte bygninger i papir.

I udstillingsperioden kan man selv lave pop-op kort. I museets butik sælges materialer til både helt nemme og lidt mere indviklede kort med tredimensionelle figurer, ligesom der er lagt knive og andre materialer frem, så man selv kan gøre kunsten efter.

Skabeloner kan også hentes her. De skal udskrives på karton eller kraftigt papir (fx 190 g/m2): Pop-up kort

Else Høbye er matematiklærer og frivillig på Hørvævsmuseet.