Historie (lang)

Om Hørvævsmuseet på Krengerup

Se video om museet og museets historie klik her
Hørproduktionen var i århundreder en vigtig del af den vestfynske
kulturhistorie, og helt fra begyndelsen af 1800-tallet eksisterede der her (og også andre steder i landet) en industrielt tilrettelagt væveindustri på en række af de større godser, foruden de mange landsbyvævere.

På Vestfyn oprettedes i 1918 Hørfabriken i Tommerup, hvis formål i starten var at forarbejde den fra kontraktavlere modtagne hør til brugbar tråd m.v.
Otto Albin Reindel – der som tysker havde fået gulddiplom fra tekstilskolen i Gera – var i 1906 blevet ansat i Wessel og Vetts væverier i København, og hans ældste søn, Edmund Reindel, der havde fået en tilsvarende grundig uddannelse, blev i 1926 ansat i Tommerup, for der at oprette et væveri tilknyttet Hørfabriken.

I 1933 brød han med firmaet og startede sit eget ”Tommerup Væveri”, som blev landskendt for sine kvalitets-hørvarer, ikke mindst damask og jacquardvævede duge i mange, ofte selvtegnede duge. Sønnen Kurt Reindel overtog senere væveriet (med en lige så grundig uddannelse som faderen og bedstefaderen) og drev det i en lang årrække, men måtte afvikle firmaet i 1969 på grund af konkurrence fra de moderne varer.

Maskinerne stod herefter stille indtil en historisk interesseret kreds, der havde fået hele maskinparken vederlagsfrit tilbudt, i 1992 tog opgaven op: at sikre at et stykke vestfynsk (dansk) industrihistorie ikke gik tabt, men genopstod i form af et arbejdende museum.
Man fandt velegnede lokaler på Krengerup Gods. ”Foreningen Hørvævsmuseet på Krengerup” blev stiftet og gik i gang med at genopstille maskinparken under ledelse af den tidligere direktør Kurt Reindel og en del af hans tidligere, pensionerede medarbejdere, samt en lang række interesserede fra egnen – størstedelen pensionister.
Museet opnåede økonomisk støtte fra Veluxfonden (335.000 kr.), Hans Sørensens Mindelegat, Nykredits Fond, Dagbladenes Julefond (Fyns Stiftstidende), Jyllandspostens Fond, Fyns Amt og Glamsbjerg Kommune m. fl. og åbnede i 1994.

Ved museets åbning var det kun delvis færdigt, og der resterede en lang række ønsker om en videre udbygning for at opgaven kunne fremstå som tilfredsstillende løst. Dertil kom at publikumsbesøget, der forsigtigt var budgetteret til 3000 de første par år, kun blev ca. 60% og det viste sig, at harnisktrådene på de væve der var sat i gang (2 ud af 6) på grund af den lange stilstand var blevet møre og måtte udskiftes.
Dette gjorde, at der ikke kunne produceres de varer til salg som var en vigtig forudsætning for museets driftsøkonomi.
Det skal nævnes, at Hørvævsmuseet på Krengerup er en selvstændig forening der driver museet og er lejer hos Krengerup Gods. Man har et meget fint samarbejde med Krengerup, men godset har – ud over den eksisterende lejekontrakt og samarbejdsaftale – ingen særlige forpligtigelser eller rettigheder overfor museet.
Det er lykkedes museet at skaffe fondsmidler til de nødvendige reparations-arbejder og til at få produktionen i gang og efter et par år med svag økonomi gik det fremad.

Selvom de besøgende (såvel danske som udenlandske) har været meget interesserede og rosende om museet som det stod i 1997, var der en række projekter som gerne skulle løses i de følgende år for at bringe museet op på en tilfredsstillende standard. Det er på en række områder lykkedes, takket være økonomisk hjælp fra en række fonde og en imponerende indsats af entusiastiske frivillige hjælpere.

Et mindre udstillingsrum blev indrettet i en del af den gamle kostald. Arbejdet blev tilendebragt i 1997.

Indretning af ”Pudsestue”.
Et 3 x 6 m område af den store vævehal blev fraskilt med vægge og vinduer ud mod den store vævehal. Derved sikres rummet mod støv fra vævemaskinerne. Det er indrettet med det gamle væveris ”Pudsestue” som forbillede. I Pudsestuen sker syning, pletrensning og efterbehandling af de producerede varer. Projektet blev gennemført i efteråret 1997.

Udvidelse af udstillingsarealet og bedre caféforhold.
Det stod dog klart at der var stort behov for et yderligere udstillingsareal og bedre caféforhold til det stigende antal besøgende, ikke mindst busselskaber.

Foruden en række museumsgenstande, som man ikke havde plads til at udstille forsvarligt, havde man fået tilsagn om en omfattende samling af  plantefarvning-materiale (garn- og væveprøver, recepter, ”farvekøkken”), mange væve m.v. samlet gennem et langt liv af væver Ingeborg Mule Henningsen i Ollerup, der tillige har skrevet flere bøger om emnet.

Atter trådte Veluxfonden af 1981 til og bevilligede 500.000 kr.
Man gik derfor i gang i efteråret 1998 med at omdanne den resterende del af den tilstødende gamle kostald til formålet. Ved byggeriet blev hovedindgangen flyttet, udstillingsarealet stærkt forøget og en del indrettet til en ny større café, ligesom udsalgsområdet blev stærkt forbedret.
Dette arbejde var afsluttet 1. maj 1999. Tilhørende garderobe, handicaptoiletter og et opholdsrum til de beskæftigede var dog først færdig til sæson 2000.

Opbevaringsmagasin til tekstiler m.v.
En vigtig opgave blev også løst (med hjælp til materialekøb fra bl. a. Nykredits Fond og Alm. Brand):
Der blev indrettet et velegnet, rimelig brandsikkert magasin med korrekte ventilations- og varmeforhold, hyldesystem, æsker i syrefri pap til opbevaring af de efterhånden mange tekstiler og mønsterpatroner man havde fået overladt.

Registreringskontor og bibliotek.
Et tilhørende lokale er blevet færdigt og benyttes nu som registreringskontor og bibliotek.

Opbevaringsrum til garner og arkivrum til hulkort er blevet indrettet , begge vigtige fordi disse emner kræver opbevaring under de rette temperatur- og fugtighedsforhold for at kunne fungere på vævene uden at de går i stå.

Et tilfredsstillende værksted er også blevet indrettet og man glæder sig over at kunne arbejde og reparere dele til de gamle væve her under gode arbejdsforhold. Hidtil har man måttet stå i vinterkulde med disse opgaver, eller forsøge at etablere et midlertidigt arbejdsbord ved væven i vævehallen.

Fra begyndelsen var væveriet baseret på maskinparken fra det nedlagte Tommerup Væveri. Siden da har museet modtaget en lang række af supplerende maskiner: maskinvæve af mange forskellige typer, manuelle væve, spolemaskiner o.s.v.
3-4 af maskinvævene og de nødvendige hjælpemaskiner var i drift i år 2001 og de er grundlaget for museets egenproduktion. Der er samtidig et stort renoveringsarbejde i gang for at få den øvrige del af maskinparken sat i funktionsdygtig stand.

Til styring af vævene råder man over hulkort til 22 af de gamle mønstre fra Tommerup Hørvæveri og de dertil hørende ”patrontegninger”. Der sker løbende renovering med udskiftning af beskadigede kort, før de kan styre en væv problemløst.
Hvis hulkortene til mønstre går tabt er det noget af en katastrofe, men de kan dog genskabes, hvis det gamle tegningsmateriale foreligger (”Patrontegninger”), selv om det er et stort (og dyrt) arbejde.
I alt består hulkortsamlingen af over 200.000 enkeltkort.

Vævene betjenes af frivillige, dels pensionister der har haft dette arbejde som levevej, dels af andre frivillige oplært i arbejdet af de ”gamle i faget”. De fleste er pensionister, der finder glæde ved en meningsfyldt fritidsbeskæftigelse sammen med ligesindede og der er et meget fint socialt sammenhold om opgaverne. De producerede varer sælges til besøgende gæster, og er meget efterspurgte. Det giver et væsentligt dækningsbidrag til museets drift, men først i 2002 lykkedes det næsten at producere tilstrækkeligt af egne varer. Museumsbutikken supplerer derfor med importerede hørvarer fra Baltikum.

Et stort problem for museet har været at der kun er få professionelle tilbage som er i stand til at renovere maskinerne og løse tekniske problemer med de væve der er i gang. De er alle godt oppe i årene.
Heldigvis er nu 3-4 af de lidt yngre så godt inde i teknikken at man ser lidt mere afslappet på problemet, men man prøver fortsat at finde personer – helst yngre – som er villige til at lade sig oplære i faget ved at gå til hånde sammen med de erfarne, så arbejdet kan videreføres.

Museet tilstræber – foruden opbyggede permanente udstilling – at lave en ny temaudstilling hvert år:
1999 ”Sengens tekstiler”
2000 ”Vask og rulning gennem tiderne”
2001 ”Hør, hamp og nælde”
2002 Den fynske del af Danske Håndarbejdslæreres landsudstilling ”Broderi 2002”
2003 ”Fra håndværk til industri og familien Reindel”
2004 “Bare et forklæde”
2005 “Hvad dåbskjolen fortæller”
2006 “Folkedragten i hverdag og fest”
2007 “Gyfa og gymnastikdragtens historie”
2008 “Trådens gang – før og nu, billedvævning og broderi”
2009 “Filt – Fantasi og Funktion”
2010 “Brudekjoler i sort og hvidt”
2011 “Håndvævning i Tiden – Væveskolen i Greve, jubilæumsudstilling”
2012 “Undertøj – fra mamelukker til G-streng”
2013 “Tre generationers tøj”
2014 “Modsætninger mødes”

I caféen har der siden museets start været skiftende udstillinger af ca. en måneds varighed hver. Udvalgte kunstnere udstiller tekstiler, malerier, glas, keramik, smykker med mere.

I fortsættelse af ovenstående kan nævnes:
Inden sæson 2003 blev to af de gamle udstillingsrum lagt sammen til et, gulvet i det ene rum blev hævet så der nu er samme niveau. I dette nye udstillingsrum har den permanente udstilling om Spindehørren fået sin faste plads.
I foråret 2003 fik museet doneret 30.000 kr. fra Tuborgfondet til indkøb af drejebænk og søjleboremaskine, således af værkstedet nu er ved at være færdigindrettet.

Det er tillige en ambition for museet efterhånden at kunne stå som et videncenter for hørproduktionen og hørrens anvendelse gennem tiderne, gerne i samarbejde med de få øvrige hørmuseer i Europa.

I årene 1994-97 fik museet fra Glamsbjerg kommune en årlig driftsstøtte på  15.000 kr. og i 1998 – 2000 på 25.000 kr./år. Herved forventede man at museet ville blive økonomisk selvhjulpet for så vidt angik driftsøkonomien.
Med et besøgstal der nærmer sig 5000 i år 2002 er dette mål nået takket være den salgbare egenproduktion, hovedsagelig solgt til museumsgæster.
I detailsalg til miljøbeviste og hørglade købere etc. har der vist sig at være et marked, som produktionen først i 2002 nogenlunde har kunnet imødekomme. Man supplerer derfor museumsbutikken med importerede hørvarer fra Baltikum. For driftsøkonomien er det dog helt afgørende at besøgstallet ikke svigter og at der er en fortsat usvækket interesse for at medvirke på frivillig basis som hidtil. Hver museumsgæst lægger 80 – 90 kr. ved besøget (entré + køb + café) og en sæsons nedgang med 20% (hvad let kan ske hvis vejr m.v. er os imod) kræver en økonomisk stødpude når offentlig støtte ikke er tilstede.
I de seneste år har besøgstallet stabiliseret sig på omkring 5000 gæster.
Derfor må man notere, at det er en betingelse for udvidelser, fornyelser og større renoveringer etc. at der også kan opnås støtte udefra.

Gennem nogle år rådede museet over to, for et år ad gangen, heltidsansatte indenfor jobtræningsordningen, hvor lønnen blev betalt af kommunen. Denne ordning har lovgivningen sat en stopper for. Derfor har museet været nødsaget til at ansætte en person i 50 % flexjob, hvor vi får 50% af lønnen refunderet, og hertil kommer, at vi for en 4-årig periode (2006 – 2009) har fået bevilget et løntilskud på kr. 35.000 årligt af vor hjemkommune. Udover dette får museet ikke støtte til driften og alt arbejde udføres af 20-25 frivillige, ulønnede medhjælpere – langt de fleste pensionister som mødes hver mandag og onsdag året rundt til væve og renoveringsarbejde.

Tilbage til museets historie.

Top