Butik

butik2012I butikken sælges de unikke hørvarer, der væves på de gamle jaquard-maskiner i vævehallen. Viskestykker i satinstriber, dækkeservietter og løbere i Tommerup Væveri’s mønstre.

Gaveartikler fremstillet af kreative damer i pudsestuen af hørgarn eller syet hovedsageligt af stof, vævet på museets væve (tørklæder, bluser, tevarmere, tasker og spegepølseposer) udgør et varieret tilbud til de besøgende, der søger noget særligt.


Olmerdug vævet på den ældste af Museets væve er anvendt til små puder med almuestribet betræk. Olmerdugen kan også købes som metervare.

Ligeledes sælges der udsøgte boligtekstiler i ren hør og bomuld, importeret fra Litauen og Estland. Duge, viskestykker, håndklæder, forklæder og forskellige typer servietter. Desuden tilbyder museet at sy duge af stof, importeret fra Litauen, efter mål.

Butikkens tilbud er udvidet med et udvalg af viskestykker, dækkeservietter og ”duge for to” fra det svenske firma Ekelund”, som bruger farver med en speciel væveteknik, pixel-vævning, som giver dekorationerne et særligt liv. Både bomuld, hør og bambus anvendes i en produktion, der med flere århundreders erfaringer fastholder en høj håndværksmæssig standard. 

Helt specielle tilbud finder man i ”Oldemors Linnedskab”, hvor der sælges gamle lagner med flotte monogrammer, viskestykker i hør, der er mere end 50 år gamle og enkelte duge.

Museumsbutikken er åben mandag-fredag hele året mellem kl. 9:00 og 12:00 også selvom det ikke er museumsdag. Ring gerne i forvejen på 64 72 28 85. Butikken er naturligvis også åben når museet er åbent.

Top