Hørdyrkning i dag

Fra ca. 1920-30 mekaniseredes hørdyrkningen.
Hørren blev radsået i stedet for bredsået.
Dette medførte at der kunne foretages en mekanisk radrensning i stedet for den krævende håndlugning.
Der blev indført udenlandske og mere hårdføre udsædsarter.
Til ruskningen blev der fremstillet ruskemaskiner.
Maskinen “skårlagde” hørren, der derefter kunne ligge til vejring på jorden.
Fra 1920erne blev kontraktavl af hør almindelig. Flere steder var det en del af kontrakten, at der blev stillet ruskemaskine til rådighed.
Under 2. verdenskrig fik hørren en opblomstringsperiode. Der blev foretaget dyrkningsforsøg på flere forsøgsstationer og udbyttet øgedes.
Fra midten af 1950erne faldt hørproduktionen imidlertid igen.
Fra 1980erne er der igen interesse for hørren som nonfood afgrøde i forbindelse med braklægnings- ordninger.
De fleste steder er der dog tale om oliehør, da der ikke kræves særlige høstredskaber til denne.
Hørfrøenes olie kaldes linolie.
Olien anvendes dels i medicinalindustrien, dels i farve- og lakindustrien.
Skæverne fra hørren kan anvendes i papirindustrien og til spånplader, eller i forbrændingsanstalter.
Der blev i 1987 dyrket 150 ha spindehør og 8500 ha oliehør i Danmark.
Angående den mekaniserede bearbejdning af hørren henvises til udstilling om Hørfabriken i Tommerup i vævehallen.