Hegling

Hegling var den sidste proces hørren skulle igennem inden spinding.
At hegle er at rede den skættede hør, så den bliver findelt og blank, og for at udskille de grove og korte taver.
En hegle er et bræt med flere rækker spidse stål- eller jerntænder. Der blev altid brugt mindst 2 hegler med forskellig finhed.
Under arbejdet var de fastgjort på et bord eller en bænk.
Først blev en lok hør trukket gennem grovheglen, derefter en hvor tænderne var tyndere og sad tættere. Det var vigtigt at holde godt fast i lokken, mens den blev trukket gennem heglen, ellers ville det hele blive siddende mellem tænderne.
Jo finere hegle, jo finere tråd kunne der spindes.
Hvis man trak et par lokker ekstra mange gange gennem den fineste hegle, kunne disse spindes til sytråd.
De grove og korte taver, som blev tilbage i heglen, blev kaldt hegleblår. Det kunne også spindes til tråd, men den blev ikke så fin, glat og stærk som hør.
For at den heglede hør ikke skulle komme i ulave inden spindingen, kunne man holde den samlet i et bundt med én papirmanchet om. Man kunne også sno et lille hoved i hver lok, spinddukker, og binde disse i en krans. Denne krans blev hængt i storstuen. Det var tegn på velstand.
Blåren blev samlet i bundter eller trillet i blårtotter.
Fra hegling stammer udtrykket “at blive heglet igennem”, og “en hegle” er blevet brugt om en arrig, grov kvinde. Det har dog alle dage været meget uelskværdigt at skælde en kvinde ud for at være en gammel hegle.
“Det skal nu ordnes, hvad enten det går i hør eller blår”, sagde man engang om en ubehagelig sag.

Næste side