Blegning

blege

Når hørren var spundet, skulle den bleges. Først blev garnet vasket i askelud. Garnet blev lagt i et kar, og over karret spændte man et klæde. Man lagde fin, ren aske – bøgeaske var det bedste – på klædet.
Så blev der hældt kogende vand på asken, så vandet blev siet ned over garnet. Vandet blev tappet af og igen hældt igennem askeklædet. Sådan fortsatte man mange gange.
Derefter blev garnet banket godt igennem med et banketræ, en “tærskel”.
Når garnet var skyllet, blev det hængt på et stativ til blegning.
Man satte stativet så det kunne ses fra vejen; man måtte godt se at her boede en flittig kone.
Garnet skulle helst være klar til blegning i marts, da forårssolen var den stærkeste til at blege. Til sankt Hans var blegetiden forbi.
Det færdige lærred skulle også bleges, hvilket ligeledes helst skulle ske om foråret. Det blev først vasket på samme måde som garnet.
Derefter blev de lange stykker bredt ud på en græsmark.
I forvejen var der syet stropper i siderne af stoffet, så man kunne hæfte det på marken med små træpløkke.
Lærredet skulle ligge længe på bleg, og man måtte passe på at gæs og høns ikke kom ind på stoffet, ligesom man måtte passe på tyve.
Nogle steder måtte piger og karle holde vagt, så man ikke behøvede at tage stoffet ind om natten. Men det var ikke et stykke arbejde de var ret glade for!

Næste side